Onsdagen har budt på alverdens hyggelige og spændende aktiviteter, både på efterskolen og ved Jegindø Havn.
Omkring 20 veloplagte unge tog om eftermiddagen af sted på hike med en flok hjælpere og satte kursen mod Jegindø Havn, hvor der ligger et shelter 7 km. væk. Undervejs var der poster, som bød på konkurrencer og forfriskninger i form af is og koldt vand. Da vi nåede frem blev bålet tændt op og der blev stegt friskfanget fisk med tilhørende kartoffelsalat og andre spændende retter. Herefter blev kanoerne søsat, og Limfjorden blev udforsket. Om aftenen samlede vi os om bålet og hyggede med snobrød, skumfiduser og popcorn. Lyset blev slukket lidt over 12, hvor unge og hjælpere hurtigt faldt i søvn. Da vi stod op lidt over 8 bød morgenmaden på “pimp din egen havregrød”, hvor man kunne vælge alt lige fra slik, krymmel, nutella, nødder, mandler, bananer, æbler og meget mere til at smide ovenpå sin morgenmad. Herefter røg kanoerne igen ud på vandet inden turen gik hjemad lidt over 13.
Hjemme på efterskolen stod den i hyggens tegn. Vi spillede rundbold, lavede kyllingesuppe over bål, kreerede lerfigurer, malede malerier, grafitti og gav den gas til ‘Just Dance’. Vi havde desuden fornemt besøg af URK’s fotograf og kommunikationsmedarbejder, Charlotte og Eskild, der var rundt i lejren og interviewe en masse unge og hjælpere.